På Herrens Mark

Den økonomiske udvikling i Danmark er præget af en geografisk skævhed, som betyder at visse områder af landet har stor udvikling, mens andre har det svært.
Der er mange forklaringer på denne uheldige struktur; dels er landbruget ikke længere et bemandingskrævende erhverv, der kan løfte et landområde, dels er der elementer i den moderne erhvervs- og kulturudvikling, som betyder geografisk skævvridning. Udvikling synes for eksempel at søge udvikling!
Endelig er det Johs. Nørregaard Frandsens påstand, at den nye kommunalreform, den såkaldte strukturreform fra 2006, er med til at fremme afvikling snarere end udvikling af de tyndtbefolkede områder uden for de store vejnet.
Han har som kulturforsker beskæftiget sig indgående med landområdernes særlige karakter og tænkning, og det er den viden, han vil øse af i Nakskov. I forelæsningen trækker han et par historiske linjer, men fokus vil især være på nutidens og fremtidens udfordringer.

Johs. Nørregaard Frandsen er institutleder ved Institut for Litteratur, Kultur og Medier, Syddansk Universitet og forfatter til en række afhandlinger, artikler og bøger blandt andet om provins og landboliv.
Du kan læse mere om ham og hans forskning på hans hjemmeside


